GOFUS DANMARK har den store glæde at byde vores nye medlem Erik Bo Andersen velkommen i foreningen og samtidg siger vi tak for den flotte donation på 10.000 kr. fra hans firma EB Holding Aps i Randers, som bl.a. beskæftiger sig med ejendomsudvikling.
Erik Bo Andersen er født i Randers og fik hurtigt øgenavnet “Den røde Romario” pga. af de mange mål han scorede. Han er mest kendt for sit hattrick mod AGF 18. juni 1995, hvilket gav AaB sit første danske mesterskab. Erik Bo Andersen var også den første, der scorede et udebanemål for et dansk hold i Champions League, da han udlignede i kampen mod Nantes.

Karriere
Han kom oprindeligt fra Dronningborg ved Randers og begyndte karrieren i Dronningborg Boldklub inden han skiftede til AaB i sommeren 1992. Herefter spillede han i 4 sæsoner for AaB og scorede 58 mål i 98 kampe. En imponerende statistik. Hans mange mål sikrede i sommeren 1996 ham en kontrakt med Glasgow Rangers, hvor det kun blev til en enkelt sæson men med 15 mål i 23 kampe. Her spillede han bl.a. sammen med Brian Laudrup og Paul Gascoigne.
Efter Skotland gik turen hjem til OB, hvor han spillede en sæson og derefter gik turen videre til MSV Duisburg i Tyskland, hvor han spillede i to sæsoner. Efter opholdet i Tyskland gik turen hjem til Vejle BK på en lejeaftale inden han igen skiftede til Odd Grenland i Norge. Han stoppede karrieren i AaB i 2003.
Erik Bo Andersen nåede 6 A-landskampe, hvor han ikke scorede nogen mål. Han var med i truppen til Euro96 i England, hvor han spillede 87 min. i den sidste kamp mod Tyrkiet. Til gengæld scorede han et enkelt mål i sin eneste B-landskamp.

Efter fodbolden
Ved kommunalvalget i 2005 blev Erik Bo Andersen som kandidat for Venstre valgt ind i byrådet i Randers Kommune. Det blev til 217 stemmer, hvilket lige akkurat var nok til at sikre ham det yderste af Venstres mandater.
I dag har Erik Bo Andersen sit eget firma i ejendomsudvikling EB Holding Aps, som er beliggende i Randers, og det er EB Holding Aps, der har ydet den flotte donation på 10.000 kr.
Gofus Danmark siger endnu en gang tak til EB Holding ApS og Erik Bo Andersen og håber at andre firmaer vil følge deres eksempler og yde en donation til udsatte børn og unges trivsel.